En dag tog jeg til Christiansborg for at blive anholdt

Fredag morgen afleverede jeg min søn på vuggestuen, og sendte et par e-mails til mine studerende om deres specialer. Så tog jeg til Christiansborg for at blive anholdt.

Det gjorde jeg fordi jeg er medlem af Extinction Rebellion, og er med til at organisere ulovlige demonstrationer for klimahandling og naturbeskyttelse. I Extinction Rebellion bryder vi loven på en fredelig og respektfuld måde for at fremhæve den kritiske situation, vi står i. Der gør vi ved vejblokader, sit-ins, og andre synlige og nogle gange forstyrrende aktioner.

Jeg har valgt denne vej, fordi jeg er overbevist om to ting: Klima- og biodiversitetskrisen er den største trussel, menneskeheden nogensinde har stået over for; og civil ulydighed er den bedste mulighed, jeg har som individ for at gøre en forskel. Den første behøver jeg nok ikke at overbevise nogen om: Hedebølger, tørke, oversvømmelser og masseudryddelser taler for sig selv. Den anden baserer jeg på min viden som politolog.

Miljøkrisen er en systemisk krise, og den primære løsning ligger på systemisk niveau. Vi kan derfor finde inspiration i andre systemskiftende bevægelser: Kampagner for demokrati, borgerrettigheder og ligestilling. Historisk forskning peger på én succesfuld strategi: Massiv ikke-voldelig civil modstand. Erica Chenoweth skriver for eksempel, at bevægelser, der når 3,5% af befolkningen, næsten altid lykkes med at skabe radikal forandring – selv når de står over for umulige udfordringer som dybt autoritære regimer eller ekstrem forskelsbehandling.

Hvordan kan grøn civil ulydighed være effektiv? Skaber det mon ikke bare splid og ærgrelse? Svaret er todelt. For det første får ulovlige aktioner langt mere opmærksomhed per deltager end klassiske demonstrationer. Forskning viser, at der er en næsten perfekt sammenhæng mellem de temaer, folk ser i medierne, og de problemer, de synes er vigtigst at løse for samfundet. Ved at få journalister til at nævne krisen igen og igen, er vi medansvarlig for, at klima nu er dét emne, danskerne er mest optaget af.

For det andet kan Extinction Rebellion som den radikale fløj af den grønne bevægelse øge opbakningen til mere moderate grupper. Denne effekt findes både i laboratoriet og i den virkelige verden, hvor en vejblokade af Just Stop Oil virker til at have forårsaget en (lille) stigning i briternes støtte for Friends of the Earth. Selvom vi altid prøver at lave aktioner, der er kreative og meningsfulde—i fredags skabte vi en vild have på Christiansborg Slotsplads, og inviterede børnehaver til at lave papirblomster—er formålet ikke at gøre Extinction Rebellion populær. Glem os, husk kriserne. Råb af os, lyt til videnskaben.

Som medlemmer af en radikal bevægelse bliver vi ofte anklaget for at være selvcentrerede: Vi vil være dem der redder verden, eller synes bare det er sjovt at lege øko-terrorist. Det er delvist sandt. Det føles godt at have en identitet, hvor ens værdier og handlinger er i tråd. Det føles godt at stå side om side med folk, hvis moralske kompas man fuldstændig kan stole på. Det føles godt at kunne se vores børn i øjnene og sige, at vi kæmper så hårdt vi kan for deres skæbne.

Jeg dagdrømmer dog ofte om en verden, hvor vi tog fejl. Hvor faren for kollaps alligevel ikke var så stor. Hvor vores børn er i sikkerhed, og deres børn også er. En verden, hvor jeg kunne investere i mine studerendes fremtid ved at undervise dem i stedet for at tilbringe natten på politistationen sammen med dem.

Her til morgen er jeg taknemmelig for frisk luft og en følelse af normalitet, i hvert fald indtil Extinction Rebellions næste aktion, 12. maj. Jeg leger med min søn. Vi nyder det kølige forårsvejr. Jeg har gjort alt, jeg kunne for nu.